Glostrup-trioen

Aktuelt:

Glostrup trio og Alice Carreri PH 4.juli

Glostrup-trioen

Dette er historien om tre drenge fra Glostrup, der i 12-års alderen begyndte at spille jazz og i dag, alle værende 60+, stadig spiller sammen med den dybe indføling, et langt liv med musikken som omdrejningspunkt har givet dem. Det er historien om tre drenge, der trods vidt forskellige musikalske karrierer stadig finder tonen sammen. Og det er en historie om som ung musiker at turde stille sig op med mere erfarne musikere – og lære af det.

Trioen akkompagnerede meget tidligt en lang række udenlandske og hjemlige solister, f.eks. Ben Webster, Stuff Smith, Dexter Gordon, den svenske barytonsaxofonist Lasse Gullin, Palle Mikkelborg, Bent Jædig, Per Carsten og mange andre.

Ole Streenberg, trommeslager, Bent Jædig-prismodtager, Ben Webster Æreprismodtager 2016 og mange af de store jazzmusikeres foretrukne trommeslager. Ole er med sit lydhøre spil og sin formidable teknik et ikon i dansk jazz!

Henrik Dhyrbye, bassist med det fedeste drive i byen. Spiller med blandt andre Rudy Smith og Ole Matthiesen. Henrik er også aktiv i Dansk Jazzmusiker Forening.

Torben Kjær, pianist har spillet med bl.a. Clark Terry, Roy Eldridge, Randy Brecker, Red Mitchell, Ted Curzon, Andy Sheppard og Bob Rockwell og mange store jazzmusikere. Torben Kjær binder med sit eftertænksomme spil, sin erfaring  og sin harmoniske sans en musikalsk tråd, der gennemstrømmer trioens sammenspil.

Trioen spiller et repertoire af jazzstandards, nordiske folkesange og originalkompositioner af blandt andre Kurt Weill,Jaques Brel og Torben Kjær, men fortolker hver enkelt sang med en indføling og underfundighed, der gør musikken til alt andet end sædvanlig triojazz. (CD: SHADOW OF ELVI, Storyville 2012).

Glostrup-trioen spiller i konstellationer med med sangerinden Alice Carreri og Tomas Franck (CD SPIRIT, Storyville 2015), med de svenske Jazzstjerner Anders Bergcrantz og Tomas Franck (video) og et temakoncertprogram om Dexter Gordon og Ellington/Strayhorn med den prisbelønnede tenorsaxofonist Uffe Markussen.

Opera-komponist

Sammen med forfatteren og filminstruktøren Hans Kragh-Jacobsen har Torben Kjær skabt operaen De syv dyders hus.

Operaen er en fortsættelse af Brecht/Weills opera De syv dødssynder fra 1933. De syv dødssynder fortæller om to søstre ( de hedder begge Anna), der gennem syv år arbejder sig gennem syv amerikanske byer for at tjene penge til, at familien hjemme i Louisiana kan bygge sig et hus. På deres rejse møder Anna 1 og Anna 2 de syv dødssynder: Hovmod, Griskhed, Utugt, Misundelse, Grådighed, Vrede og Dovenskab.

.Hans Kragh-Jacobsen fortsætter i De syv dyders hus historien:

familien har indrettet huset i Louisiana med et værelse for hver af de syv ugedage og tilhørende dyder: mandag er flidens dag, tirsdag ydmygheden og så fremdeles. Familien lider af alle dødssynderne og tilmed både småborgerlig, fascistisk og hyklerisk. Da en Annas tidligere elsker, Fernando, fra Annas dukker op ved huset, vil familien jage ham bort/slå ham ihjel og Anna giver dem valget mellem bryllup eller død! Operaen munder ud i en grum økseballet, hvor Anna slagter sin familie (og Fernando) med en økse. Der er således megen dramatik og en masse syvtaller i operaen, der varer 55 minutter.

Musikdramatisk Teater havde urpremiere på Ina – Miriam Rosenbaums meget vellykkede iscenesættelse af De syv dyders hus 12.marts 2009 og forestillingen har sammen med Leonard Bernsteins 1-akts opera Trouble In Tahiti spillet i Herning, Holstebro, i Ålborghallen og i Århus Musikhus. Operaen fik meget fine anmeldelser.

Det er Hans Kragh-Jacobsen og Torben Kjærs første opera sammen.

Den næste opera “Den røde Perle” (2016) handler om havguden Poseidon, der i sit havrige på havets bund får besøg af jordiske efterkommere af Kaptajn Nemo på jagt efter ubåden Nautilus og den Røde Perle. Den Røde Perle giver ubegrænset magt, men hvis man ikke er ren af hjertet, skal man synge sig til døde!